tirsdag den 6. november 2012

Når man skal

I år kunne en af mine kammerater officielt kalde sig ironman efter at have gennemført Copenhagen Challenge - endda i en rigtig godt tid, der gav en plads som nummer 79 ud af 1273 startende. Sejt gået.

Det var nu ikke så meget kraftpræstationen og den store træningsmængde, jeg tænkte på, da jeg faldt over denne video. Det var mere det, min kammerat fortalte et par uger efter løbet.
"Det er jo lidt specielt, når man er igang så lang tid. Man har jo ikke tid til at holde pause undervejs, så folk skider og pisser bare i bukserne, når de skal. Det er bare sådan man gør," fortalte han, mens der blev skreget af grin rundt om bordet, og affyret et par hånlige kommentarer til jernmanden.

Her er der dog én, der har både tid og overskud til et hurtigt pitstop i stedet for at lade de sive i farten. Hurtigt klaret, men ikke så diskret.


søndag den 4. november 2012

Løber med hunde

Efter to morgenløbeture denne weekend kan jeg konstatere, at rumænske gadehunde ikke kommer ind på top 100.000 over mine bedste løbepartnere.
Til gengæld er der mange af dem her i Ramnicu Valcea lige midt i Rumænien, hvor jeg er havnet et par dage. Set fra den positive side tror jeg, at de på tidspunkter gav både puls og tempo et ekstra hak opad. Når de kom tæt på var de heldigvis ikke helt så seje, som de gav udtryk for, når der var hegn imellem os. Så indstillede de deres gøen og knurren, og fjernede sig venligt fra fortovet.
Alligevel kan jeg ikke anbefale dem. Jeg følte mig i hvert fald ikke helt tryg - det tror jeg heller ikke mine menneskelige løbekammerater gjorde.

Vejret er der derimod intet at udsætte på. Byen ligger fint afskærmet af bjerge, så der er ingen vind, solen skinner og temperaturen ligger fint lige under de 20 grader.