Undskyldninger og topfart

Årets første måneder har ikke budt på meget løb. Har også kastet et blik på en løbeplan, der siger at jeg først for alvor skal igang engang i maj for at nå at blive klar til Berlin Maraton i slutningen af september - og det er vist endda i ganske god tid.

Og en undskyldning mere: den Bliv-klar-til-maraton-bog jeg lånte af en kammerat for en måneds tid siden ligger stadig i bagagerummet på bilen, der brød sammen aftenen efter udlånet, og som siden har stået på værkstedet og ventet på ny motor.

Selvom undskyldningerne står i kø, er jeg alligevel et par gange blevet ramt af juhuu-jeg-har-fri-eller-skal-i-hvert-fald-først-møde-sent-så-jeg-kan-da-lige-løbe-storetøsen-i-dagpleje-vanvid. Så afsted er det gået. Prustende op ad Lerumbakken med løbevogn og unge.

Og selvom det ikke har været rart, har det måske alligevel givet bonus, for da jeg i dag for første gang i meget lang tid bevægede mig ud alene, uden løbevogn, ekstra kilo og uden bakker til at genere benene, gik det derudaf i fuld fart. Godt fem kilometer på godt 23 minutter. Så hurtigt kan jeg ikke huske, jeg har gjort det før (måske engang i en fjern fortid).

Så måske vanviddet er godt for noget. Og så må jeg vel også bare erkende, at maj ikke er langt væk, og bilen kommer forhåbentlig hjem med min bog lige om lidt. Så jeg kan vel lige så godt komme i gang.

Og hvis jeg skal løbe, kan jeg vel lige så godt også begynde at skrive lidt om det. Så må vi se, om det bliver for at blære mig eller for at tude.

Berlin. Wuhuu eller oh shit?

Der løber jeg næste år.

Det var nok mest wuhuu-følelsen jeg sad med, da jeg i går aftes opdagede, at en vigtig mail var havnet i min spam-bakke.

"Herzlichen Glückwunsch!" nåede jeg at læse, inden jeg scrollede ned til den engelske version. Jeg havde regnet ud, at det handlede om Berlin Marathon, og selv med mit beskedne tysk, kunne jeg godt tænke mig til, at det sikkert betød, at jeg var en af de heldige, der havde fået retten til at melde mig til næste års løb. Lidt længere nede kunne jeg læse, at de 40.000 pladser - eller tilbud om pladser, som det jo er - var blevet trukket ud blandt 74.707. Så det var altså godt og vel kun hver anden, der kommer med.

Fedt! Tænkte jeg. Inden jeg så begyndte at tænke: "Hmm, så skal jeg jo til at træne en helvedes masse inden 28. september næste år. 42 kilometer. Det er jo sindsygt langt. Mon jeg kan? Der skal sgu nok lidt mere systematiseret træning til end til en halvmaraton, som indtil videre er det ypperste, jeg har præsteret rent løbemæssigt. Det kommer til at tage tid at blive klar - og oveni kommer så endnu et barn og sikkert mange andre ting, der også skal tænkes på til næste år.

Men jeg var allerede fanget. Og det var måske godt nok, for ellers kunne jeg godt have været typen, der lige ville vente et par dage og se tiden an. Men min kæreste og svigermor havde allerede et par dage efter, jeg begyndte at snakke om, at det der Berlin Marathon måske kunne være meget sjovt, booket en lejlighed dernede. En lejlighed, der vel at mærke ikke kunne afbestilles. Så 'nu havde jeg bare af at blive trukket ud,' og da det så skete i går aftes, var der ingen vej udenom.

Så nu er jeg altså meldt til.Så må vi se, hvordan det går. Heldigvis er der masser af tid til at blive klar, og det er jo en flad rute, så jeg tror, jeg bliver i mit inaktive hjørne et par uger endnu.

http://www.bmw-berlin-marathon.com/en/

Gammelt nyt

Kære blog

Undskyld jeg har glemt dig i meeeget lang tid, men jeg har haft så travlt med at løbe, lave børn, arbejde og alt muligt andet. Og så syntes jeg vel egentlig bare, det var blevet lidt kedeligt at skrive om alt det løberi, der alligevel ikke førte til så meget.

Men nu er jeg her igen, og jeg har godt nyt - eller vel egentlig efterhånden lidt gammelt - med. For jeg er faktisk kommet gennem den der halvmaraton. Endda i en fin tid. 1 time 43 minutter og 44 sekunder. Bedre end jeg turde håbe på.

Så nu er jeg ganske velfortjent gået helt i stå igen. Men bare rolig. Jeg satser på at komme igang igen en skønne dag. Har faktisk meldt mig til Berlin Marathon. Eller det vil sige, at jeg har meldt mig til at få chancen for at være en af de 40.000, der kan melde sig til. Det får man først svar på til november.

Så nu venter jeg bare.

Kh Chr

Min anden halvmaraton

Afhængig

Sidste uge var en dårlig løbeuge. Kulde, sne og dovenskab ødelagde den gode rytme, jeg syntes, jeg var kommet ind i. Øv. Og fredag aften midt i en bunke øl blev der prikket endnu mere til min dårlige samvittighed.

"Hvordan går det med løberiet? Jeg har været inde og læse lidt på din blog. Det lyder som en kamp," lød det fra min kammerats kæreste - min kammerats løbeglade kæreste, der vist aldrig har problemer med at få snøvlet sig ud og løbet, hvor mange kilometer, der nu skal til for at holde sig i form til næste maraton.

"Det lyder måske lidt dumt, men jeg tror, man bliver afhængig af det. Og så er jeg også glad for, at jeg har en veninde, der bor lige herhenne ved siden af, jeg løber sammen med. Så er man lidt forpligtet," lød det fra Anne, der har et mål om i hvert fald at løbe et maraton om året.

Bare det var mig, der var afhængig. Det er jeg ikke. Jeg er glad for det, når jeg endelig er kommet afsted, men det er nok stadig primært min dårlige samvittighed, der sparker mig ud af døren.
Det gjorde den heldigvis igen mandag.

Når man skal

I år kunne en af mine kammerater officielt kalde sig ironman efter at have gennemført Copenhagen Challenge - endda i en rigtig godt tid, der gav en plads som nummer 79 ud af 1273 startende. Sejt gået.

Det var nu ikke så meget kraftpræstationen og den store træningsmængde, jeg tænkte på, da jeg faldt over denne video. Det var mere det, min kammerat fortalte et par uger efter løbet.

"Det er jo lidt specielt, når man er igang så lang tid. Man har jo ikke tid til at holde pause undervejs, så folk skider og pisser bare i bukserne, når de skal. Det er bare sådan man gør," fortalte han, mens der blev skreget af grin rundt om bordet, og affyret et par hånlige kommentarer til jernmanden.

Her er der dog én, der har både tid og overskud til et hurtigt pitstop i stedet for at lade de sive i farten. Hurtigt klaret, men ikke så diskret.