Frisk start - for babyjogger og farmand

Det er efterhånden et stykke tid siden, babyjoggeren/cykelanhængeren sidst er blevet brugt, men her til morgen skete det. Ja, jeg er også selv lidt overrasket.

Men med fuglekvidder i ørerne og forår i luften var jeg åbenbart lidt mere oplagt end sædvanlig - det hjælper selvfølgelig også lidt at vide, at man har fridag. Så da bettefisen var skiftet, puttet i tøjet og kommet igennem havregynene, hoppede jeg i løbetøjet. Elvira var især imponeret af mine fine løbebukser, der knitrer lidt, når man rører ved dem. For mig leder de mere tankerne hen på en gammel gymnasielærer, Ole Bendt. Tsssh, tssh, tsssh sagde det, når han vandrede op og ned af gangene, men det er en helt anden historie...

Så afsted gik det i rask trav, mens morgenens begivenheder blev diskuteret. Det store samtaleemne var skraldemanden, der havde tømt papirkontaineren og vinket til os.

Trods et mere kuperet terræn end min sædvanlig pandekageflade rute, og at jeg skulle multitaske med både løb, snak og vognstyring på samme tid (ja, på det punkt er jeg udpræget mand) gik det faktisk meget godt, og efter veloverstået aflevering og par krøller på hjemturen fik jeg forceret små fem kilometer. Så er man lissom klar til dagen - og ikke mindst et par kopper kaffe og kanelsnegle.

Afhentningen gav også lidt frisk luft, da bilen endnu engang blev stående i indkørslen, og cyklen istedet blev luftet.

Spaghetti-arm

Hmmm, det går da fremad med armbøjningerne, men ikke helt hurtigt nok, når man tænker på, at det er på lørdag, jeg skal tage 100... i streg.

I lørdagens test kunne jeg tage 62 (de sidste var vist ikke helt efter bogen). Men i dag fik jeg ret hurtigt problemer. De første 45 gik fint, men 55 i anden omgang var lige rigeligt for mine tynde arme. 35 i tredje, 30 i fjerde og til sidst 55 gik heller ikke helt.

Håber det bliver bedre i overmorgen, og især på lørdag, så jeg kan gå fra udfordringen med lidt af æren i behold.

Mulle har forresten lige været ude at løbe. Sejt. Jeg gør det i morgen. Det er lidt som om, at benene er bedre end armene for tiden.

Dagens ret: bøf med løg, vin og løb

Starter lige med at klappe mig selv på skulderen. Det er vel egentlig også det, den her blog går ud på.

For efter en halv times 'skal, skal ikke, skal, skal ikke...' blev desserten efter et par gode hakkedrenge med masser af løg og lidt god rødvin faktisk en løbetur. De gode gamle fem kilometer.

Havde på forhånd stillet mig tilfreds med bare at komme igennem turen uden alt for mange brækfornemmelser, kramper eller andre ubehageligheder, men det hele gik overraskende let, og efter 23 minutter og 37 sekunder var jeg tilbage, hvor jeg startede. 4,43 pr kilometer og en tangering af årets bedste.

En tid jeg er ret stolt af, og som blev sat lidt i perspektiv, da jeg løb forbi den store kran, der i dag langt om længe fik sat jernbanebroen over Limfjorden på plads - kun lidt over et år efter den blev påsejlet. Men sammenlignet med DSB og BaneDanmark er de fleste selvfølgelig forholdsvis hurtige.

Og da jeg kom hjem, havde Mulle puttet bettefisen og hoppede så i løbetøjet for at kopiere bedriften.

Så masser af klap til os begge to her en højhellig lørdag aften. Det skal vist fejres med lidt bland-selv-slik...

Alle mand igang - næsten

Jeg er kommet lidt igang med det der motion igen, og nu er husets yngste også gået igang.

Udover løbeture gennem stuen, sandkasse-fitness og et enkelt behjertet spring ud i ekstremsportens verden (fandt dog ud af, at hovedspring fra sofa alligevel ikke lige var hende) har hun nu tage idrætten op på et mere organiseret plan. Jep, selvom man kun er halvandet år, kan man altså godt gå til gymnastik. Og det er sjovt!

Så nu er det bare Mulle-mor, vi skal have igang. Og lige nu sidder hun faktisk og leder efter pilateshold, der kan passe ind i tidsplanen. Det er vist desværre ret svært...

En presset (men hurtig) mand

Der er nogle, der siger, at motion er som et rusmiddel for dem.

Efter flere års grundig research i rusmidler - primært alkohol - har jeg fundet ud af en ting: jeg bliver svimmel og ender ofte med bræk på skoene.

I dag fik jeg så et dejavu til min rusmiddelresearch i forbindelse med min løbetur. Svimmelhed, brækfornemmelser og fem minutter på en bænk med hovedet mellem knæene, mens savlet løb. Dog ingen opkast.

Mon det betyder, at motion er blevet mit 'drug'?

Jeg tror det ikke. Føler mig i hvert fald ikke helt afhængig endnu. Men det er da blevet lidt sjovere at løbe efter jeg har lagt et enkelt gram eller to på formen - og solen hjælper selvfølgelig også lidt på motivationen. Det er nok også derfor, jeg presser mig selv lidt mere. Man skulle jo nødigt være dårligere end sidste gang.

Det lykkedes da også at slå rekorden fra sidst. Så nu hedder årets bedste løb 4,95 km (ja, jeg skar åbenbart lidt hjørner i dag) på 23,28 minutter - 4,43 minutter pr kilometer.

Måske skal der snart lægges et par kilometer oveni.

Hvem siger, løbebånd er kedelige?

... det siger jeg, men her er der dog nogle, der får det hele til at blive lidt sjovere - helt ufrivilligt.
Meget sjovt, men ikke ligefrem noget, der får mig til at overveje at genoptage medlemsskabet hos Fitness World. Udover at røvkede sig risikerer man jo også bare ende som en af de her:

Der var den... Fedt!

Det har sgu egentlig været en meget god dag. Hindbærsnitter til en femmer i Føtex, har fået solgt de første ting fra den store garageoprydning, hængt en kalender med letpåklædte damer op i værkstedet, så det endelig er blevet et rigtigt værksted... og så kom jeg endelig under de satans fem minutter pr kilometer på min fem kilometers tur. Faktisk hele 15 sekunder under.

Måtte dog opgive armbøjningsprogrammet efter de første 36 og de næste 33. Venter til i morgen med at lave de 36, 40, 30, 24 og 40 hævninger med et minuts mellemrum mellem hver omgang. Synes efterhånden det er blevet ret hårdt, og er rimelig spændt på, om jeg når de 100 til den 20. Rart at høre, at Mikkel også kæmper med at komme igennem.

I stedet synes jeg, jeg har fortjent min hindbærsnitte. Mums filibaba!

Sindssygt

Wauw for et par aktive dage jeg har haft. Altså i forhold til at være i en periode tæt på total inaktivitet.

Søndag tog hele familien på løbetur. Jeg tog de sædvanlige (hvis man stadig kan kalde dem det efter adskillige uger uden løb) fem kilometer, mens mor, barn og babyjoggeren stod af lidt før halvvejen. Jeg kom i mål med et gennemsnit på 5 min og 18 sek pr kilometer.

Mandag aften blev det så tid til en omgang mislykket DSB-træning (læs: fem minutter i højt tempo iført dynejakke og rygsæk, og et tog, der lukkede dørene i samme sekund, jeg kom til perronen. Derefter 40 minutter til få pulsen ned og få vejret igen.)

I dag var benene så igen i stand til at komme i fart efter et par dage med ømme lår. Og med solskin, ingen vind og tre graders varme var det svært at finde en undskyldning. Det blev til fem kilometer og et gennemsnit på 5,02. Så næste gang skal jeg altså under de fem minutter. Måske på fredag. Nej, der BLIVER på fredag.

Samtidig skrider det fint frem med armbøjningerne. Nu kan jeg snuppe 45 - og måske lidt mere - uden pause.

Junior coach

Jeg er efterhånden kommet godt i gang med mit armbøjningsprogram, og nu er det ikke længere kun 100 push ups-appen på min telefon, der hjælper mig.

Som yderligere motivation er det blevet til et væddemål med Mikkel Carlsen, der også er gået i gang med at træne mod de 100 armbøjninger. Han er en uge bagud i programmet, så mens jeg skal runde 100 den 20. april, venter han til den 27.

Sidst men ikke mindst har jeg fået endnu en allieret. Min junior-coach Elvira, der gør sit bedste for at presse farmand, når han går på gulvet og starter træningsprogrammet.

Nedenfor kan du se et par eksempler på den lidt uortodokse, men håndfaste coaching.