En presset (men hurtig) mand

Der er nogle, der siger, at motion er som et rusmiddel for dem.

Efter flere års grundig research i rusmidler - primært alkohol - har jeg fundet ud af en ting: jeg bliver svimmel og ender ofte med bræk på skoene.

I dag fik jeg så et dejavu til min rusmiddelresearch i forbindelse med min løbetur. Svimmelhed, brækfornemmelser og fem minutter på en bænk med hovedet mellem knæene, mens savlet løb. Dog ingen opkast.

Mon det betyder, at motion er blevet mit 'drug'?

Jeg tror det ikke. Føler mig i hvert fald ikke helt afhængig endnu. Men det er da blevet lidt sjovere at løbe efter jeg har lagt et enkelt gram eller to på formen - og solen hjælper selvfølgelig også lidt på motivationen. Det er nok også derfor, jeg presser mig selv lidt mere. Man skulle jo nødigt være dårligere end sidste gang.

Det lykkedes da også at slå rekorden fra sidst. Så nu hedder årets bedste løb 4,95 km (ja, jeg skar åbenbart lidt hjørner i dag) på 23,28 minutter - 4,43 minutter pr kilometer.

Måske skal der snart lægges et par kilometer oveni.

Junior coach

Jeg er efterhånden kommet godt i gang med mit armbøjningsprogram, og nu er det ikke længere kun 100 push ups-appen på min telefon, der hjælper mig.

Som yderligere motivation er det blevet til et væddemål med Mikkel Carlsen, der også er gået i gang med at træne mod de 100 armbøjninger. Han er en uge bagud i programmet, så mens jeg skal runde 100 den 20. april, venter han til den 27.

Sidst men ikke mindst har jeg fået endnu en allieret. Min junior-coach Elvira, der gør sit bedste for at presse farmand, når han går på gulvet og starter træningsprogrammet.

Nedenfor kan du se et par eksempler på den lidt uortodokse, men håndfaste coaching.

Godt gået

Så skete det endelig. Årets første løbetur.
Og ikke kun for mig. Faktisk indledte min kæreste weekenden med en rask tur i et par løbesko, der ikke er blevet slidt alt for meget det sidste halvandet års tid. Et faktum, der har irriteret hende grænseløst. For der var faktisk engang - før graviditet, barn og pasningsstress - at hun var i bedre form end mig. Engang hvor hun sled godt og grundigt på både løbesko og medlemskortet til FitnessWorld.
"Fra i morgen skal jeg være sund igen."
Sådan har det lydt adskillige gange, men ligesom mine egne sporadiske løbe-raids, har engagementet aldrig varet så lang tid, som håbet.
Men nu skal det være. Det har vi begge to bestemt os for. Så er det bare med at komme ud over affyringsrampen. Nu er vi kommet lidt op ad den - i et ganske vidst adstadigt tempo, men ikke desto mindre afsted.

Så prøver vi igen

Længe siden. Ja, beklager ventetiden. Nok mest overfor mig selv, for det er ikke kun skriveriet, der har været på standby det sidste lange stykke tid. Løbeturene har der sgu også været langt imellem.
Og ja, jeg har en masse gode undskyldninger, men det vil jeg ikke kede dig med. Jeg må bare konstatere, at jeg efter en ret god løbeperiode gik helt i stå.
Det hele sluttede midt i november, da benene ellers lige var kommet op i omdrejninger. En uge på kursus i Florida gav masser af motivation til løbeskoene. 20-25 grader, en fin rute langs vandet og et par medkursister, der også havde taget træningstøjet med. Så fire ud af seks dage kom jeg afsted inden morgenmaden, og nærmede mig da også de 10 kilometer den ene morgen. Klap mig selv på skulderen. Men så...
I mellemtiden var min normalt ellers så dejlige rute langs Limfjorden falmet sammen med det danske vejr. Kulde, blæst og grå nuancer har bare svært ved at hamle op med det amerikanske pensionist-paradis, St. Petersburg. Jeg kan sagtens forstå, hvorfor mange amerikanere flytter derned, hvis de har lidt penge på bogen, når arbejdslivet stopper.
Men falmet var altså også lysten til løb. Desværre. Jeg hader mig selv, hver gang det sker. I hvert fald når jeg mærker, hvor meget hårdere den første løbetur er i forhold til den sidste. Det mærkede jeg i søndags.
Jeg ved ikke helt, hvor det kom fra (måske fra den forpligtende pakke med løbetøjet fra mor og far, der lå under juletræet? Måske fordi, det var sidste chance for at løbe noget god samvittighed med ind i det nye år?), men i et pludseligt anfald af beslutsomhed var jeg hoppet i løbetøjet, datteren pakket i flyverdragten og babyjoggeren pumpet. Afsted var vi - måske ikke så hurtigt, som tidligere set, men i det mindste afsted.
Prustende og stønnende gjorde jeg comeback på de vanlige fem kilometer efter næsten halvanden måneds pause, og nej, jeg havde det ikke skide godt, da jeg satte mig på trappestenen efter løbeturen. I hvert fald ikke fysisk. Men nu gælder det om at hænge i. Ikke flere lange pauser og ikke flere dårlige undskyldninger - siger jeg igen.
Og så er det jo godt, at man er havnet i sæsonen for nytårsforsæt. Jeg har kun et i denne omgang: Der skal proppes ny tekst ind på denne blog mindst en gang om ugen. Det skulle også gerne resultere i en del flere løbeture. Ellers bliver det jo bare pinligt for mig. Det er trods alt det, jeg skriver om.
Så fik jeg humpet mig igennem årets første indlæg. Nu mangler jeg bare løbeturen.

Inspireret

Løb i Alperne. Det er der nogen, der kan lide.

Jeg vil så gerne holde mig i form. Få løbet mig et par ture om ugen, måske endda få genoptaget mit abonnement til Fitness World, som har stået på standby i snart et år.
Mine intentioner er gode nok og motivationen er der vel egentlig også. Når jeg står op, når jeg sidder på jobbet og også når jeg sidder i toget på vej hjem fra arbejde, er løbelysten der. Den svigter først, når jeg kommer hjem og løbeskoene kommer inden for lugteradius.
Der er jo også så meget andet, der skal klares. Indkøb, madlavning, oprydning efter bombardementet på legetæppet, kvalitetstid med familien, kaffe, der skal drikkes, et hoved, der skal have ro foran flimmerkassen. Faktisk er vejret i Danmark også tit lidt for dårligt til at løbe i. For varmt, for koldt, for blæsende, sne, regn, slud. Det er ikke let at finde det perfekte tidspunkt.
Men nu er jeg blevet inspireret - i hvert fald for en stund.
For et par dage siden mødte jeg en mand, Peter, der lige havde været en tur i Alperne. Ikke for at nyde udsigten, chokoladen eller naturen. Han havde været dernede for at løbe 320 kilometer i et af verdens hårdeste etapeløb.
Personligt har jeg ikke ambitioner om at krydse bjergkæder eller løbe flere 100 kilometer, men jeg ville utroligt gerne have bare lidt af den gejst, som Løbe-Peter ligger for dagen. Han har ikke brug for et spark bagi, ikke engang et løbeur eller mellemtider for at komme afsted. Han elsker ganske enkelt at løbe, og skal helst tilbagelægge 10 kilometer om dagen - i weekenden bliver det tit til en maraton. Han ser det ikke som nogen forhindring at have kone, tre børn og egen virksomhed.

"Jeg ser bare ikke så meget fjernsyn. Enhver gennemsnitlig dansker kan snildt hive en time ud af sit gennemsnitlige tv-forbrug uden det gør noget," forklarede han.

Okay, tak for lidt dårlig samvittighed, men det må da være svært, at hive sig op til at snøre løbeskoene hver evig eneste dag.

"Folk spørger tit, hvordan jeg kan motivere mig selv til at løbe så meget. Så plejer jeg at spørge dem, hvordan de kan motivere sig til at sidde så meget stille, for det forstår jeg simpelthen ikke," lød det.

Hmm, måske han har fat i noget. Man er måske blevet lidt for doven og inaktiv. I hvert fald havde jeg fået en god portion motivation/dårlig samvittighed. Jeg burde røre mig noget mere.
Den aften løb jeg fem kilometer for første gang i mange uger.