mandag den 4. november 2013

Berlin. Wuhuu eller oh shit?

Der løber jeg næste år.
Det var nok mest wuhuu-følelsen jeg sad med, da jeg i går aftes opdagede, at en vigtig mail var havnet i min spam-bakke.

"Herzlichen Glückwunsch!" nåede jeg at læse, inden jeg scrollede ned til den engelske version. Jeg havde regnet ud, at det handlede om Berlin Marathon, og selv med mit beskedne tysk, kunne jeg godt tænke mig til, at det sikkert betød, at jeg var en af de heldige, der havde fået retten til at melde mig til næste års løb. Lidt længere nede kunne jeg læse, at de 40.000 pladser - eller tilbud om pladser, som det jo er - var blevet trukket ud blandt 74.707. Så det var altså godt og vel kun hver anden, der kommer med.

Fedt! Tænkte jeg. Inden jeg så begyndte at tænke: "Hmm, så skal jeg jo til at træne en helvedes masse inden 28. september næste år. 42 kilometer. Det er jo sindsygt langt. Mon jeg kan? Der skal sgu nok lidt mere systematiseret træning til end til en halvmaraton, som indtil videre er det ypperste, jeg har præsteret rent løbemæssigt. Det kommer til at tage tid at blive klar - og oveni kommer så endnu et barn og sikkert mange andre ting, der også skal tænkes på til næste år.

Men jeg var allerede fanget. Og det var måske godt nok, for ellers kunne jeg godt have været typen, der lige ville vente et par dage og se tiden an. Men min kæreste og svigermor havde allerede et par dage efter, jeg begyndte at snakke om, at det der Berlin Marathon måske kunne være meget sjovt, booket en lejlighed dernede. En lejlighed, der vel at mærke ikke kunne afbestilles. Så 'nu havde jeg bare af at blive trukket ud,' og da det så skete i går aftes, var der ingen vej udenom.

Så nu er jeg altså meldt til.Så må vi se, hvordan det går. Heldigvis er der masser af tid til at blive klar, og det er jo en flad rute, så jeg tror, jeg bliver i mit inaktive hjørne et par uger endnu.

http://www.bmw-berlin-marathon.com/en/