Muren og påhængsmotoren

Blæsten går frisk over Limfjordens vande... Ja, også i den grad.

Det var nærmest som at løbe mod en mur. Selvom benene egentlig gjorde nogenlunde, som de skulle, gik det bare ikke fremad, som det plejer. Jeg overvejede da også flere gange, om det ikke var i dag, jeg kunne tillade mig at skære lidt af ruten. Benene blev dog ved, og det eneste, der blev lavet om på ruten, var at jeg løb modsatte vej omkring et boligkompleks på den sidste lille krølle - og fik lidt læ - inden turen gik hjemad igen.

Og så kom der pludselig fart på. Med vinden som hjælpemotor gik det over stok og sten, og de sædvanlige overvejelser om pauser eller om bare at tage den lidt med ro var væk. Sådan skulle det være hver dag. Medvind på alle løberuter. Hele vejen.

Det lykkedes dog stadig ikke at komme under de fem minutter pr kilometer, men jeg må være tålmodig. Jeg har også en mistanke om, at det ville gå hurtigere, hvis løbeturene blev lidt hyppigere end hver 10. dag...

Så måske jeg også skulle afsted i weekenden.