Et vink med en vægtstang

YouTube synes åbenbart også, at jeg skal gøre noget ved min manglende muskelmasse. For selvom de sidste mange, mange søgninger har været på Rudolf, Søren Banjomus og Julebal i Nisseland, så foreslår min telefon alligevel tre videoer om crossfit som de eneste bud på videoer, jeg skal se.
Her er den første. Så hvis du har en god times tid...

Men jeg ved ikke rigtigt. Synes ikke, jeg føler det store for at rende rundt i bar overkrop, mens jeg slår på dæk, klatrer i reb og løfter tunge ting. Og har faktisk endnu mindre lyst til at se på videoer af fremmede mennesker, der gør det.
Elvira vil stadig også hellere se Nissefar, Pyrus og Hjulene på bussen - sådan fortsætter det forhåbentlig et par år endnu.
Men tak for tippet, YouTube.

Ud med kvinderne

Med en krop, der er bygget som en meget bleg kenyaner - ranglet med lidt topmave og ja, bleg - har man brug for succesoplevelser, når man endelig kommer afsted til fitnesscenteret.
Men som om det ikke er nok, at blive ramt af en god portion mindreværdskomplekser, når man kigger rundt på de pumpertyper, der tilsyneladende altid træner, når jeg gør (sikkert også tit, når jeg ikke gør), så synes jeg heller ikke, det hjælper på min svindende selvtillid, når jeg lige skal tjekke, om jeg gør øvelserne rigtigt, og jeg så ser, at vejledningen på den maskine,  der er ved at slå mig halvt ihjel, er en tegning af en kvinde. Jeg ved godt, at jeg har set dum ud de sidste 30 sekunder, men så har jeg altså også valgt en tøsemaskine. Øv!
Inderst inde ved jeg godt, at der ikke findes tøse- eller mandemaskiner, men lige i sekunderne efter skuffelsen over at man heller ikke kunne løfte så mange kilo, som man ellers bare havde valgt som et stille og roligt udgangspunkt, så giver det altså et lille hak.
Ikke at der skulle tegnes store svulmende he-mænd på alle vejledningerne (men det ville nok få mig til at føle mig lidt mere tilpas med ikke at kunne løfte, hvad jeg havde troet), men så i det mindste en sej robot eller noget. Så ville hverken mænd eller kvinder blive kede af det... tror jeg.
Det hjalp dog lidt, da jeg så, at et af de store tatoverede muskelbundter også havde taget en tøsemaskine.

Bare for at være irriterende

Selfies, træningsbilleder og billeder af mad.

Ifølge eb.dk er det de tre slags billeder, danskere med smartphones hader allermest (i nævnte rækkefølge), så jeg tænkte, at jeg lige ville være irriterende, og også prale med, at jeg har været en tur i Fresh Fitness hele to gange i december måned. Når man tæller Mulles ene gang i august, da hun meldte sig ind, med, så kan medlemsskabet jo snart betale sig. 200 kroner om måneden for os begge to tilsammen - billigt for en periode... meeeen måske skal man afsted lidt mere end knap en gang pr. måned, hvis det skal være rigtig fornuftigt.

Så måske man skulle prøve det dersens nytårsforsæt, og se at komme igang...

Men tilbage til det irriterende. En selfie (eller et?), et billede af et løbebånd og så har jeg lige taget et billede af vores køleskab for at få hele top 3 med. De er endda rigtig dårlige. Enjoy.

Og glædelig jul!

Lidt uskarpt, men jeg var også forpustet.

Løbebånd. Hvordan er det nu, man gør?

Tjaeh. Det var, hvad jeg lige kunne komme op med. Danskvand, ost og kødpølse.

Berlin. Wuhuu eller oh shit?

Der løber jeg næste år.

Det var nok mest wuhuu-følelsen jeg sad med, da jeg i går aftes opdagede, at en vigtig mail var havnet i min spam-bakke.

"Herzlichen Glückwunsch!" nåede jeg at læse, inden jeg scrollede ned til den engelske version. Jeg havde regnet ud, at det handlede om Berlin Marathon, og selv med mit beskedne tysk, kunne jeg godt tænke mig til, at det sikkert betød, at jeg var en af de heldige, der havde fået retten til at melde mig til næste års løb. Lidt længere nede kunne jeg læse, at de 40.000 pladser - eller tilbud om pladser, som det jo er - var blevet trukket ud blandt 74.707. Så det var altså godt og vel kun hver anden, der kommer med.

Fedt! Tænkte jeg. Inden jeg så begyndte at tænke: "Hmm, så skal jeg jo til at træne en helvedes masse inden 28. september næste år. 42 kilometer. Det er jo sindsygt langt. Mon jeg kan? Der skal sgu nok lidt mere systematiseret træning til end til en halvmaraton, som indtil videre er det ypperste, jeg har præsteret rent løbemæssigt. Det kommer til at tage tid at blive klar - og oveni kommer så endnu et barn og sikkert mange andre ting, der også skal tænkes på til næste år.

Men jeg var allerede fanget. Og det var måske godt nok, for ellers kunne jeg godt have været typen, der lige ville vente et par dage og se tiden an. Men min kæreste og svigermor havde allerede et par dage efter, jeg begyndte at snakke om, at det der Berlin Marathon måske kunne være meget sjovt, booket en lejlighed dernede. En lejlighed, der vel at mærke ikke kunne afbestilles. Så 'nu havde jeg bare af at blive trukket ud,' og da det så skete i går aftes, var der ingen vej udenom.

Så nu er jeg altså meldt til.Så må vi se, hvordan det går. Heldigvis er der masser af tid til at blive klar, og det er jo en flad rute, så jeg tror, jeg bliver i mit inaktive hjørne et par uger endnu.

http://www.bmw-berlin-marathon.com/en/

Fra patter til protein

Sidst jeg benyttede mig af et produkt fra Maxim var det noget med let påklædte damer - til sidst faktisk uden en trevl på kroppen - og fadøl. Denne gang handler det da også om kropsbygning og drikkevarer. Bare på en lidt anden måde.

Jeg er nemlig blevet tilbudt at prøve (og blogge om) diverse protein-produkter fra Maxim - vist nok et andet firma end dem, der driver stripklubben i Aalborg. Og selvom jeg aldrig har følt, at det var nødvendigt med mere end kakaomælk og bananer til de distancer, jeg indtil videre har tilbagelagt, så jeg ingen grund til at takke nej. Så havde jeg da i hvert fald en grund til at komme afsted igen.

Det er dog endnu ikke blevet til de store kraftpræstationer, så tider og distancer taler vi ikke om. Det er også svært at vurdere effekten af mine Before og After Training Bars, Vanille-shakes og proteinpulver, når den ikke får mere gas end den gør for tiden. Men det smager godt, gør det, og jeg har da bestemt tænkt mig at give det en chance. Så håber jeg bare, at det der med 'toning your body' som der står på flasken, snart slår igennem. Men der skal nok andet end bare indtagelse til. Og det går da også fremad for hver løbetur, jeg tager.

Så jeg forsøger at bevare/finde gejsten i det grå efterårsvejr, og primært holde mig til Maxims træningsrelaterede produkter... og nej, jeg tror ikke poledance går ind under den kategori.

Gammelt nyt

Kære blog

Undskyld jeg har glemt dig i meeeget lang tid, men jeg har haft så travlt med at løbe, lave børn, arbejde og alt muligt andet. Og så syntes jeg vel egentlig bare, det var blevet lidt kedeligt at skrive om alt det løberi, der alligevel ikke førte til så meget.

Men nu er jeg her igen, og jeg har godt nyt - eller vel egentlig efterhånden lidt gammelt - med. For jeg er faktisk kommet gennem den der halvmaraton. Endda i en fin tid. 1 time 43 minutter og 44 sekunder. Bedre end jeg turde håbe på.

Så nu er jeg ganske velfortjent gået helt i stå igen. Men bare rolig. Jeg satser på at komme igang igen en skønne dag. Har faktisk meldt mig til Berlin Marathon. Eller det vil sige, at jeg har meldt mig til at få chancen for at være en af de 40.000, der kan melde sig til. Det får man først svar på til november.

Så nu venter jeg bare.

Kh Chr

Min anden halvmaraton

Frisk start - for babyjogger og farmand

Det er efterhånden et stykke tid siden, babyjoggeren/cykelanhængeren sidst er blevet brugt, men her til morgen skete det. Ja, jeg er også selv lidt overrasket.

Men med fuglekvidder i ørerne og forår i luften var jeg åbenbart lidt mere oplagt end sædvanlig - det hjælper selvfølgelig også lidt at vide, at man har fridag. Så da bettefisen var skiftet, puttet i tøjet og kommet igennem havregynene, hoppede jeg i løbetøjet. Elvira var især imponeret af mine fine løbebukser, der knitrer lidt, når man rører ved dem. For mig leder de mere tankerne hen på en gammel gymnasielærer, Ole Bendt. Tsssh, tssh, tsssh sagde det, når han vandrede op og ned af gangene, men det er en helt anden historie...

Så afsted gik det i rask trav, mens morgenens begivenheder blev diskuteret. Det store samtaleemne var skraldemanden, der havde tømt papirkontaineren og vinket til os.

Trods et mere kuperet terræn end min sædvanlig pandekageflade rute, og at jeg skulle multitaske med både løb, snak og vognstyring på samme tid (ja, på det punkt er jeg udpræget mand) gik det faktisk meget godt, og efter veloverstået aflevering og par krøller på hjemturen fik jeg forceret små fem kilometer. Så er man lissom klar til dagen - og ikke mindst et par kopper kaffe og kanelsnegle.

Afhentningen gav også lidt frisk luft, da bilen endnu engang blev stående i indkørslen, og cyklen istedet blev luftet.

Spaghetti-arm

Hmmm, det går da fremad med armbøjningerne, men ikke helt hurtigt nok, når man tænker på, at det er på lørdag, jeg skal tage 100... i streg.

I lørdagens test kunne jeg tage 62 (de sidste var vist ikke helt efter bogen). Men i dag fik jeg ret hurtigt problemer. De første 45 gik fint, men 55 i anden omgang var lige rigeligt for mine tynde arme. 35 i tredje, 30 i fjerde og til sidst 55 gik heller ikke helt.

Håber det bliver bedre i overmorgen, og især på lørdag, så jeg kan gå fra udfordringen med lidt af æren i behold.

Mulle har forresten lige været ude at løbe. Sejt. Jeg gør det i morgen. Det er lidt som om, at benene er bedre end armene for tiden.

Dagens ret: bøf med løg, vin og løb

Starter lige med at klappe mig selv på skulderen. Det er vel egentlig også det, den her blog går ud på.

For efter en halv times 'skal, skal ikke, skal, skal ikke...' blev desserten efter et par gode hakkedrenge med masser af løg og lidt god rødvin faktisk en løbetur. De gode gamle fem kilometer.

Havde på forhånd stillet mig tilfreds med bare at komme igennem turen uden alt for mange brækfornemmelser, kramper eller andre ubehageligheder, men det hele gik overraskende let, og efter 23 minutter og 37 sekunder var jeg tilbage, hvor jeg startede. 4,43 pr kilometer og en tangering af årets bedste.

En tid jeg er ret stolt af, og som blev sat lidt i perspektiv, da jeg løb forbi den store kran, der i dag langt om længe fik sat jernbanebroen over Limfjorden på plads - kun lidt over et år efter den blev påsejlet. Men sammenlignet med DSB og BaneDanmark er de fleste selvfølgelig forholdsvis hurtige.

Og da jeg kom hjem, havde Mulle puttet bettefisen og hoppede så i løbetøjet for at kopiere bedriften.

Så masser af klap til os begge to her en højhellig lørdag aften. Det skal vist fejres med lidt bland-selv-slik...

Alle mand igang - næsten

Jeg er kommet lidt igang med det der motion igen, og nu er husets yngste også gået igang.

Udover løbeture gennem stuen, sandkasse-fitness og et enkelt behjertet spring ud i ekstremsportens verden (fandt dog ud af, at hovedspring fra sofa alligevel ikke lige var hende) har hun nu tage idrætten op på et mere organiseret plan. Jep, selvom man kun er halvandet år, kan man altså godt gå til gymnastik. Og det er sjovt!

Så nu er det bare Mulle-mor, vi skal have igang. Og lige nu sidder hun faktisk og leder efter pilateshold, der kan passe ind i tidsplanen. Det er vist desværre ret svært...

En presset (men hurtig) mand

Der er nogle, der siger, at motion er som et rusmiddel for dem.

Efter flere års grundig research i rusmidler - primært alkohol - har jeg fundet ud af en ting: jeg bliver svimmel og ender ofte med bræk på skoene.

I dag fik jeg så et dejavu til min rusmiddelresearch i forbindelse med min løbetur. Svimmelhed, brækfornemmelser og fem minutter på en bænk med hovedet mellem knæene, mens savlet løb. Dog ingen opkast.

Mon det betyder, at motion er blevet mit 'drug'?

Jeg tror det ikke. Føler mig i hvert fald ikke helt afhængig endnu. Men det er da blevet lidt sjovere at løbe efter jeg har lagt et enkelt gram eller to på formen - og solen hjælper selvfølgelig også lidt på motivationen. Det er nok også derfor, jeg presser mig selv lidt mere. Man skulle jo nødigt være dårligere end sidste gang.

Det lykkedes da også at slå rekorden fra sidst. Så nu hedder årets bedste løb 4,95 km (ja, jeg skar åbenbart lidt hjørner i dag) på 23,28 minutter - 4,43 minutter pr kilometer.

Måske skal der snart lægges et par kilometer oveni.

Hvem siger, løbebånd er kedelige?

... det siger jeg, men her er der dog nogle, der får det hele til at blive lidt sjovere - helt ufrivilligt.
Meget sjovt, men ikke ligefrem noget, der får mig til at overveje at genoptage medlemsskabet hos Fitness World. Udover at røvkede sig risikerer man jo også bare ende som en af de her:

Der var den... Fedt!

Det har sgu egentlig været en meget god dag. Hindbærsnitter til en femmer i Føtex, har fået solgt de første ting fra den store garageoprydning, hængt en kalender med letpåklædte damer op i værkstedet, så det endelig er blevet et rigtigt værksted... og så kom jeg endelig under de satans fem minutter pr kilometer på min fem kilometers tur. Faktisk hele 15 sekunder under.

Måtte dog opgive armbøjningsprogrammet efter de første 36 og de næste 33. Venter til i morgen med at lave de 36, 40, 30, 24 og 40 hævninger med et minuts mellemrum mellem hver omgang. Synes efterhånden det er blevet ret hårdt, og er rimelig spændt på, om jeg når de 100 til den 20. Rart at høre, at Mikkel også kæmper med at komme igennem.

I stedet synes jeg, jeg har fortjent min hindbærsnitte. Mums filibaba!

Sindssygt

Wauw for et par aktive dage jeg har haft. Altså i forhold til at være i en periode tæt på total inaktivitet.

Søndag tog hele familien på løbetur. Jeg tog de sædvanlige (hvis man stadig kan kalde dem det efter adskillige uger uden løb) fem kilometer, mens mor, barn og babyjoggeren stod af lidt før halvvejen. Jeg kom i mål med et gennemsnit på 5 min og 18 sek pr kilometer.

Mandag aften blev det så tid til en omgang mislykket DSB-træning (læs: fem minutter i højt tempo iført dynejakke og rygsæk, og et tog, der lukkede dørene i samme sekund, jeg kom til perronen. Derefter 40 minutter til få pulsen ned og få vejret igen.)

I dag var benene så igen i stand til at komme i fart efter et par dage med ømme lår. Og med solskin, ingen vind og tre graders varme var det svært at finde en undskyldning. Det blev til fem kilometer og et gennemsnit på 5,02. Så næste gang skal jeg altså under de fem minutter. Måske på fredag. Nej, der BLIVER på fredag.

Samtidig skrider det fint frem med armbøjningerne. Nu kan jeg snuppe 45 - og måske lidt mere - uden pause.

Junior coach

Jeg er efterhånden kommet godt i gang med mit armbøjningsprogram, og nu er det ikke længere kun 100 push ups-appen på min telefon, der hjælper mig.

Som yderligere motivation er det blevet til et væddemål med Mikkel Carlsen, der også er gået i gang med at træne mod de 100 armbøjninger. Han er en uge bagud i programmet, så mens jeg skal runde 100 den 20. april, venter han til den 27.

Sidst men ikke mindst har jeg fået endnu en allieret. Min junior-coach Elvira, der gør sit bedste for at presse farmand, når han går på gulvet og starter træningsprogrammet.

Nedenfor kan du se et par eksempler på den lidt uortodokse, men håndfaste coaching.

Benny bomstærk

Det er ved at være et stykke tid siden jeg sidst har fået løbet (og skrevet), og jeg har også på fornemmelsen, at det næste stykke tid kun kommer til at byde på sporadiske forsøg på at genfinde løbeviljen.
Min blege, ranglede krop har det bare bedre i plusgrader - ligesom så mange andre. Derfor kunne det være noget så fedt, hvis det der forår snart meldte sin ankomst.
I mellemtiden vil jeg så holde mig indendøre det meste af tiden, og prøve at investere i lidt god træningskarma på anden vis. Derfor har jeg lige hentet app'en 100pushups, og det hele er faktisk startet overraskende godt.
Da jeg kastede mig på gulvet, blev det til intet mindre end 33 (måske 32,5) armbøjninger, inden jeg lå udsplattet og ildrød i hovedet, og var helt færdig. Programmet syntes, at jeg var så stærk, at jeg ligeså godt kunne begynde i uge tre af det i alt seks uger lange træningsprogram. Fedt! Så er der kun fire uger til de 100 og det Schwarzenegger-krop, der vel må følge med så umenneskelig en kraftpræstation.
Skal du ikke også være med? Her er linket: http://www.hundredpushups.com/index.html#sthash.UelqInLF.dpbs

Babyløb i Montenegro

Der var hård kamp om topplaceringerne i Podgorica.

Det er med at komme tidligt igang og lære børnene gode motionsvaner, hvis man vil den hastigt voksende gennemsnitlige BMI og dovenskab hos nutidens unge til livs. Sådan lyder det fra mange kloge sundhedshoveder.

Og her i Podgorica, Montenegro, hvor jeg har tilbragt weekenden i embeds medfør, tager de tilsyneladende den tidlige indlæring meget seriøst. I hvert fald blev jeg vidne til noget, jeg aldrig før i mit liv har oplevet, da jeg trådte ind i det lokale indkøbscenter: Babyløb.

Ja, den er god nok. Det handler om, at få sin baby til at kravle først over målstregen, og det var tilsyneladende et meget populært indslag, der skabte et sandt virvar af balloner, oppustelige frøer, jublende forældre og søde - men måske lidt forvirrede - babyer.

Jeg er ikke sikker på, at jeg selv er den store tilhænger af konceptet - og tvivler også på, at alle børnene syntes, det var lige fedt. Måske man skulle lære at gå - måske endda snakke - før ens forældre begyndte at forklare, hvordan man kommer først og at man skal huske at holde sin bane for at blive en rigtig vinder.

Men liv og glade dage, det var der.

Fik også selv løbet en lille tur her til morgen. Solskin, ingen vind og godt 10 graders varme. Det er altså lidt rarere end hjemme i vinterkolde Danmark.

Breaking News

Madsen gav alt, han havde på dagens løbetur. Det bliver man tørstig af.

Syv kilometer på 29,30 minutter!
Næh, det var ikke mig - desværre - men har lovet Michael Madsen at sprede budskabet her på min velbesøgte blog.

"Det var en af de dage, hvor jeg lige kunne finde 20 procent mere energi," lød det fra Madsen kort efter kraftanstrengelserne.

"Men jeg havde det også lidt dårligt bagefter," tilføjede han.

"Det er godt nok sjovt, som det afhænger af dagsformen, hvor hurtigt man kan løbe."

Og det kan jeg absolut kun give ham ret i. Synes desværre at det er lang tid siden, jeg har oplevet én af de dage, hvor man bare flyver derudaf. Så er faktisk lidt misundelig. Men på den anden side, så har der også været pænt langt imellem mine løb på det sidste.

Følg med her på bloggen, hvis du vil have flere glimt af Michael Madsens dagsform i fremtiden. Det satser jeg i hvert fald på, at der kommer.

Og sig endelig til, hvis du selv har løbe-news, der trænger til at komme ud.

Ufrivillig løbetræning

Så blev jeg lige mindet om, hvor dårlig form jeg egentlig er i.
En rask løbetur fra arbejdet til stationen iført vinterjakke, støvler og rygsæk. Og så selvfølgelig på en dag, hvor DSB kørte til tiden... Det vil sige, at døren begyndte at lukke lige i det sekund jeg trådte ud på perronen. Pis.
Det mest deprimerende var dog ikke den ekstra halve times ventetid og en tur med regionaltoget i stedet for lynet. Mine lunger og en mavesæk, der var ved at vende sig, var noget mere bekymrende. Tror det tog mig 10 minutter, før luften var nogenlunde tilbage, og blodet ikke længere dunkede rundt i hovedet.
Så kunne jeg passende bruge resten af ventetiden på at ringe og ønske bedste tillykke med hendes 80 års fødselsdag, og overveje om det ikke snart var på tide at få banket mit kondital lidt højere op end hendes...

Follow my blog with Bloglovin

Muren og påhængsmotoren

Blæsten går frisk over Limfjordens vande... Ja, også i den grad.

Det var nærmest som at løbe mod en mur. Selvom benene egentlig gjorde nogenlunde, som de skulle, gik det bare ikke fremad, som det plejer. Jeg overvejede da også flere gange, om det ikke var i dag, jeg kunne tillade mig at skære lidt af ruten. Benene blev dog ved, og det eneste, der blev lavet om på ruten, var at jeg løb modsatte vej omkring et boligkompleks på den sidste lille krølle - og fik lidt læ - inden turen gik hjemad igen.

Og så kom der pludselig fart på. Med vinden som hjælpemotor gik det over stok og sten, og de sædvanlige overvejelser om pauser eller om bare at tage den lidt med ro var væk. Sådan skulle det være hver dag. Medvind på alle løberuter. Hele vejen.

Det lykkedes dog stadig ikke at komme under de fem minutter pr kilometer, men jeg må være tålmodig. Jeg har også en mistanke om, at det ville gå hurtigere, hvis løbeturene blev lidt hyppigere end hver 10. dag...

Så måske jeg også skulle afsted i weekenden.

Figurløb - jeg forstår det ikke

Sad lige og stenede til Aftenshowet, og midt imellem fjollede indslag om plastic-kirurgi og arbejdsløshed, var der noget om løb... med fjol på.

En fyr fortalte om det sidste nye indenfor løb: figurløb. En trend som jeg nok aldrig når med på.
Kort sagt handler det ikke om tider, distancer eller om at få pulsen op. Det handler om at løbe i et mønster, og dermed forvandle sin løberute til en tegning. For eksempel kan man løbe en mand, en isvaffel, en hest eller Vladimir Putin på vandski, hvis man er meget avanceret. Med det rigtige program til telefonen kan man endda vælge forskellige farver til sit gps-spor.

"Det handler om, at det skal være sjovt," gentog den entusiastiske figurløber, mens han stolt viste sit nyeste værk frem for værterne. Det var vist nok et næsehorn, gættede Sisse Fisker efter et par forsøg.

Men hvorfor? Jeg forstår det ikke, og jeg tror heller ikke det er noget, der vil lokke folk, der normalt har svært ved at få løbeskoene på, ud af busken. Men fair nok, hvis løbe-tegn-og-gæt lige er dig, så se at komme afsted. Så tror jeg bare, jeg holder mig til mine gode gamle ruter, der ikke rigtig ligner noget, mens jeg griner lidt af dig.

Du kan se mere om figurløb her www.figurerunning.com

Her er også en video:

Afhængig

Sidste uge var en dårlig løbeuge. Kulde, sne og dovenskab ødelagde den gode rytme, jeg syntes, jeg var kommet ind i. Øv. Og fredag aften midt i en bunke øl blev der prikket endnu mere til min dårlige samvittighed.

"Hvordan går det med løberiet? Jeg har været inde og læse lidt på din blog. Det lyder som en kamp," lød det fra min kammerats kæreste - min kammerats løbeglade kæreste, der vist aldrig har problemer med at få snøvlet sig ud og løbet, hvor mange kilometer, der nu skal til for at holde sig i form til næste maraton.

"Det lyder måske lidt dumt, men jeg tror, man bliver afhængig af det. Og så er jeg også glad for, at jeg har en veninde, der bor lige herhenne ved siden af, jeg løber sammen med. Så er man lidt forpligtet," lød det fra Anne, der har et mål om i hvert fald at løbe et maraton om året.

Bare det var mig, der var afhængig. Det er jeg ikke. Jeg er glad for det, når jeg endelig er kommet afsted, men det er nok stadig primært min dårlige samvittighed, der sparker mig ud af døren.
Det gjorde den heldigvis igen mandag.

Løberytme og kaloriekamp

Det er måske lidt for tidligt at tale om gode rytmer, men med løbetur i weekenden, mandag og onsdag, begynder der efterhånden at tegne sig et mønster. Et mønster, der betyder, at jeg nok også hellere må komme afsted i morgen. Og så må tiden altså gerne snart komme under de 25 minutter for 5 km.
De seneste ture er startet meget godt, men farten er stille og roligt dalet inden den afsluttende spurt. Jeg synes, det gik lidt hurtigere med at finde farten de få gange, jeg kom afsted sidste år, men mon ikke det nok skal komme. Onsdag var trods alt kun årets fjerde tur, og vejret var dårligt med både regn og blæst.

Mens de gode løbevaner så småt er ved at indfinde sig, er der også kommet lidt ekstra fokus på at leve sundt ved køkkenbordet. Her har min kæreste, Camilla, fløjtet til kamp mod de værste kalorier og søde sager. Jeg forsøger at holde trop, men som forstående kæreste bliver man jo også nødt til at tage en for holdet, når f.eks. svigermor kommer forbi med chokoladeboller og kage. Det nytter jo ikke noget, at skidtet ligger og frister. Så ned må det...

Forhåbentlig kommer der et indlæg fra Camilla og hendes sunde linie i ny og næ her på bloggen.

Løbevideo

Jeg faldt over den her video på løbebloggen www.kasperc.dk, og syntes lige, jeg ville dele den med jer.
Ham fyren har fat i noget. Ikke bare i forhold til at løbe, men også i forhold til meget andet i livet. Det der med at vente på 'some day' og at tingene skal ske af sig selv, holder sjældent. Man må selv handle og tage ansvar.
Og så er det ellers bare en fed video, og en fin rute, han har fundet sig. Kig her:

Løbelyst og aftensmad

Her til aften havde jeg en mærkelig følelse. Jeg havde sgu lyst til at løbe. Ikke fordi jeg følte, at jeg burde - jeg løb jo også i går. Heller ikke fordi der var lagt store planer. Ganske enkelt bare fordi jeg kunne. En lang dag, et træt hovede og det sædvanligt tvivlsomme tv-program var for en gangs skyld ikke nogen forhindring.
I et kort øjeblik var jeg vel nærmest en billig version af Forest Gump. Jeg havde bare lyst til at løbe... dog kun fem kilometer.

Men jeg havde også lyst til noget andet. Aftensmad sammen med kæresten, inden hun skulle have et par timer på øjet inden nattevagt. Så aftensmad blev første punkt på dagsordenen, og tre kvarter senere var det gule lyn klar til at indtage asfalten klædt i trafiksikker og måske moderigtig neongul løbetrøje.

Maven var dog knap så klar som resten af kroppen. Tre kvarter er bare ikke nok til at optage et halvt grovflüte med kylling og ost. Så efter en halv kilometers tid begyndte det at stikke i siden, og det blev det sådan set ved med det meste af turen, indtil en ordentlig bøvs hjalp lidt på det hele.
En anden god hjælp på min aften i sejhedens tegn var mit løbeur. For selvom der var sidestik fra start af, var farten okay. Og når først gennemsnittet er under fem minutter pr kilometer, giver man lige lidt ekstra for at holde den dernede. Det gik fint i lidt over tre kilometer, men til sidst måtte benene erkende, at de stadig er et stykke fra det, der ligner form. De blev ved med at løbe, men vi venter lige et par ture med at prale af nye gode tider.

I stedet vil jeg gerne have lov at prale af to dage med to ture og i alt 10 kilometer uden særlig mange pauser, men med en hel del positive tanker. Det er ikke altid surt at løbe.

Godt gået

Så skete det endelig. Årets første løbetur.
Og ikke kun for mig. Faktisk indledte min kæreste weekenden med en rask tur i et par løbesko, der ikke er blevet slidt alt for meget det sidste halvandet års tid. Et faktum, der har irriteret hende grænseløst. For der var faktisk engang - før graviditet, barn og pasningsstress - at hun var i bedre form end mig. Engang hvor hun sled godt og grundigt på både løbesko og medlemskortet til FitnessWorld.
"Fra i morgen skal jeg være sund igen."
Sådan har det lydt adskillige gange, men ligesom mine egne sporadiske løbe-raids, har engagementet aldrig varet så lang tid, som håbet.
Men nu skal det være. Det har vi begge to bestemt os for. Så er det bare med at komme ud over affyringsrampen. Nu er vi kommet lidt op ad den - i et ganske vidst adstadigt tempo, men ikke desto mindre afsted.

Så prøver vi igen

Længe siden. Ja, beklager ventetiden. Nok mest overfor mig selv, for det er ikke kun skriveriet, der har været på standby det sidste lange stykke tid. Løbeturene har der sgu også været langt imellem.
Og ja, jeg har en masse gode undskyldninger, men det vil jeg ikke kede dig med. Jeg må bare konstatere, at jeg efter en ret god løbeperiode gik helt i stå.
Det hele sluttede midt i november, da benene ellers lige var kommet op i omdrejninger. En uge på kursus i Florida gav masser af motivation til løbeskoene. 20-25 grader, en fin rute langs vandet og et par medkursister, der også havde taget træningstøjet med. Så fire ud af seks dage kom jeg afsted inden morgenmaden, og nærmede mig da også de 10 kilometer den ene morgen. Klap mig selv på skulderen. Men så...
I mellemtiden var min normalt ellers så dejlige rute langs Limfjorden falmet sammen med det danske vejr. Kulde, blæst og grå nuancer har bare svært ved at hamle op med det amerikanske pensionist-paradis, St. Petersburg. Jeg kan sagtens forstå, hvorfor mange amerikanere flytter derned, hvis de har lidt penge på bogen, når arbejdslivet stopper.
Men falmet var altså også lysten til løb. Desværre. Jeg hader mig selv, hver gang det sker. I hvert fald når jeg mærker, hvor meget hårdere den første løbetur er i forhold til den sidste. Det mærkede jeg i søndags.
Jeg ved ikke helt, hvor det kom fra (måske fra den forpligtende pakke med løbetøjet fra mor og far, der lå under juletræet? Måske fordi, det var sidste chance for at løbe noget god samvittighed med ind i det nye år?), men i et pludseligt anfald af beslutsomhed var jeg hoppet i løbetøjet, datteren pakket i flyverdragten og babyjoggeren pumpet. Afsted var vi - måske ikke så hurtigt, som tidligere set, men i det mindste afsted.
Prustende og stønnende gjorde jeg comeback på de vanlige fem kilometer efter næsten halvanden måneds pause, og nej, jeg havde det ikke skide godt, da jeg satte mig på trappestenen efter løbeturen. I hvert fald ikke fysisk. Men nu gælder det om at hænge i. Ikke flere lange pauser og ikke flere dårlige undskyldninger - siger jeg igen.
Og så er det jo godt, at man er havnet i sæsonen for nytårsforsæt. Jeg har kun et i denne omgang: Der skal proppes ny tekst ind på denne blog mindst en gang om ugen. Det skulle også gerne resultere i en del flere løbeture. Ellers bliver det jo bare pinligt for mig. Det er trods alt det, jeg skriver om.
Så fik jeg humpet mig igennem årets første indlæg. Nu mangler jeg bare løbeturen.

Hvorfor løber vi?

I dag brugte jeg turen på vej til arbejde på at høre P1-programmet Agenda, der i starten af december satte fokus på danskernes store interesse for løb.
'I en tilstand af løb' hed udsendelsen, der tog fat på flere interessante vinkler. Hvorfor er det egentlig, vi løber? Hvilke typer motionsløbere er der? Er løb overhovedet et godt redskab til at finde den indre ro og tage et pusterum fra den hæsblæsende virkelighed?
Hvis du har en lille times ledig tid synes jeg, du skulle tage at høre den her:

http://www.dr.dk/P1/Agenda/Udsendelser/2012/12/03154119.htm

Nye sko

Så nåede jeg et hurtigt smut på udsalg i Salling, og se hvad jeg fik med hjem. Afløserne til de gamle Asics-hørmere. 599 kr.