Sidste uge var en dårlig løbeuge. Kulde, sne og dovenskab ødelagde den gode rytme, jeg syntes, jeg var kommet ind i. Øv. Og fredag aften midt i en bunke øl blev der prikket endnu mere til min dårlige samvittighed.
"Hvordan går det med løberiet? Jeg har været inde og læse lidt på din blog. Det lyder som en kamp," lød det fra min kammerats kæreste - min kammerats løbeglade kæreste, der vist aldrig har problemer med at få snøvlet sig ud og løbet, hvor mange kilometer, der nu skal til for at holde sig i form til næste maraton.
"Det lyder måske lidt dumt, men jeg tror, man bliver afhængig af det. Og så er jeg også glad for, at jeg har en veninde, der bor lige herhenne ved siden af, jeg løber sammen med. Så er man lidt forpligtet," lød det fra Anne, der har et mål om i hvert fald at løbe et maraton om året.
Bare det var mig, der var afhængig. Det er jeg ikke. Jeg er glad for det, når jeg endelig er kommet afsted, men det er nok stadig primært min dårlige samvittighed, der sparker mig ud af døren.
Det gjorde den heldigvis igen mandag.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar