Her til aften havde jeg en mærkelig følelse. Jeg havde sgu lyst til at løbe. Ikke fordi jeg følte, at jeg burde - jeg løb jo også i går. Heller ikke fordi der var lagt store planer. Ganske enkelt bare fordi jeg kunne. En lang dag, et træt hovede og det sædvanligt tvivlsomme tv-program var for en gangs skyld ikke nogen forhindring.
I et kort øjeblik var jeg vel nærmest en billig version af Forest Gump. Jeg havde bare lyst til at løbe... dog kun fem kilometer.
Men jeg havde også lyst til noget andet. Aftensmad sammen med kæresten, inden hun skulle have et par timer på øjet inden nattevagt. Så aftensmad blev første punkt på dagsordenen, og tre kvarter senere var det gule lyn klar til at indtage asfalten klædt i trafiksikker og måske moderigtig neongul løbetrøje.
Maven var dog knap så klar som resten af kroppen. Tre kvarter er bare ikke nok til at optage et halvt grovflüte med kylling og ost. Så efter en halv kilometers tid begyndte det at stikke i siden, og det blev det sådan set ved med det meste af turen, indtil en ordentlig bøvs hjalp lidt på det hele.
En anden god hjælp på min aften i sejhedens tegn var mit løbeur. For selvom der var sidestik fra start af, var farten okay. Og når først gennemsnittet er under fem minutter pr kilometer, giver man lige lidt ekstra for at holde den dernede. Det gik fint i lidt over tre kilometer, men til sidst måtte benene erkende, at de stadig er et stykke fra det, der ligner form. De blev ved med at løbe, men vi venter lige et par ture med at prale af nye gode tider.
I stedet vil jeg gerne have lov at prale af to dage med to ture og i alt 10 kilometer uden særlig mange pauser, men med en hel del positive tanker. Det er ikke altid surt at løbe.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar