tirsdag den 16. april 2013

Frisk start - for babyjogger og farmand

Det er efterhånden et stykke tid siden, babyjoggeren/cykelanhængeren sidst er blevet brugt, men her til morgen skete det. Ja, jeg er også selv lidt overrasket.

Men med fuglekvidder i ørerne og forår i luften var jeg åbenbart lidt mere oplagt end sædvanlig - det hjælper selvfølgelig også lidt at vide, at man har fridag. Så da bettefisen var skiftet, puttet i tøjet og kommet igennem havregynene, hoppede jeg i løbetøjet. Elvira var især imponeret af mine fine løbebukser, der knitrer lidt, når man rører ved dem. For mig leder de mere tankerne hen på en gammel gymnasielærer, Ole Bendt. Tsssh, tssh, tsssh sagde det, når han vandrede op og ned af gangene, men det er en helt anden historie...

Så afsted gik det i rask trav, mens morgenens begivenheder blev diskuteret. Det store samtaleemne var skraldemanden, der havde tømt papirkontaineren og vinket til os.

Trods et mere kuperet terræn end min sædvanlig pandekageflade rute, og at jeg skulle multitaske med både løb, snak og vognstyring på samme tid (ja, på det punkt er jeg udpræget mand) gik det faktisk meget godt, og efter veloverstået aflevering og par krøller på hjemturen fik jeg forceret små fem kilometer. Så er man lissom klar til dagen - og ikke mindst et par kopper kaffe og kanelsnegle.

Afhentningen gav også lidt frisk luft, da bilen endnu engang blev stående i indkørslen, og cyklen istedet blev luftet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar